I de senere år har Copenhagen Pride udviklet sig fra at være en festlig parade til at være en politiserende organisation med Hellig Frans i ascendanten. Længe uden at de danske virksomheder, som støtter Priden, havde opdaget det.
Lige indtil februar, hvor organisationen i et anfald af selvhøjtidelighed meddelte, at alle deres samarbejdspartnere skulle besvare spørgsmål om interesser og aktiviteter i krigen mellem Israel og Hamas. Og hvis ikke de kunne give »tilfredsstillende svar«, underforstået tage afstand fra Israel, ville partnerskabet ophøre.
Meldingen undrede virksomhederne, og Dansk Industris rådgivningsdirektør, Kinga Szabo Christensen, mente, at man ikke »bør blande en politisk dagsorden som en kompleks konflikt i Mellemøsten og humanitær krise i Gaza sammen med seksuelle minoriteters rettigheder«, ligesom ligestillingsminister Marie Bjerre (V) udtalte, at hun ikke ville gå med i Priden, hvis kravet var »bestemte holdninger til konflikten i Gaza«.
Efter en uge – og en hel del kritik – begyndte Copenhagen Pride at trække i land og sagde, at det hele bare var en misforståelse og udtryk for »et fejlagtigt narrativ, skabt af de sædvanlige modstandere«. Da heller ikke det fik kritikken til at forstumme, lagde man sig fladt ned og undskyldte for sin jammerlige kommunikation.
På Have PRs foranledning. For interessant nok skulle der et PR-bureau til for at få organisationen til at indse, at man havde lavet et selvmål.
NU HAR SÅ Mærsk, Dansk Industri og Novo Nordisk indstillet samarbejdet med Priden. Der var kommet »skår i tilliden«, som DI formulerede det, og man mente heller ikke, at Copenhagen Pride længere fokuserede på sagens kerne. Sagens kerne? Det er vist længe siden, at Priden har handlet om at afholde en lgbt-festival og hylde retten til at elske og leve frit.
Copenhagen Prides forvandling fra livsglad regnbuefest til politiserende menneskerettighedsorganisation har været længe undervejs, men måske har virksomhederne i deres iver efter at være med til festen glemt at slå ord som normkritisk og intersektionel feminisme efter i ordbogen?
Det kan virke, som om de velmenende virksomheder ikke har gjort sig det klart, hvem det er, de har samarbejdet med. Det har bare været en gratis omgang og en årlig aflad for ikke selv at være særlig ambitiøs på diversitetsområdet de resterende 364 dage.
Lad mig derfor minde om, at den intersektionelle feminisme er en identitetspolitisk doktrin baseret på invasive magt- og privilegieanalyser, som ikke skaber færre, men flere konflikter.
Egentlig skulle analysemodellen vel afdække verdens kompleksitet, men i stedet fører den brugerne ind i en tegneserieverden, hvor menneskeheden deles op i gode og onde, undertrykte og undertrykkere, og hvor alting handler om, hvem det er mest synd for. Den, der er mest offer, har også mest ret i et binært system, der ikke kan håndtere de nuancer, der nu engang er flest af i tilværelsen.
Sagen er jo, at man godt kan være undertrykt og undertrykker på samme tid. Man kan også godt have magt og være magtesløs. Og – ganske aktuelt – man kan som muslim sagtens være underlagt aldeles umenneskelige vilkår, men samtidig anerkende at være politisk ledet af en terrorgruppe, der ønsker at udrydde transpersoner og homoseksuelle.
Hvis man skal rose Hamas for én ting, er det, at terrorgruppen toner rent flag. Og det er ikke regnbuefarvet. I den forstand var Copenhagen Prides selvmål både latterligt og selvafslørende, fordi det demaskerede en organisation anført af en dybt problematisk ideologi.
Spørgsmålet er nu, om ikke festen er ved at være forbi for Copenhagen Pride? Hvis jeg var en almindelig homoseksuel mand, ville jeg ikke orke at få alt det kritisk køns-, klasse- og raceteoriævl stoppet ned i halsen. Jeg ville heller ikke orke at få at vide, at fordi jeg var hvid, mand og homo, ja, så var jeg en undertrykker, som skulle stille sig bag de brune, kvinderne og transerne, fordi disse rangerer højere i det intersektionelle offerhierarki.
Der er åbenlyst noget selvmodsigende i at tænke i magt- og privilegiehierarkier, når ens hovedformål burde være at skabe inklusion og hylde diversitet.
Engang var Copenhagen Pride en stor kulturel begivenhed og en velfortjent fejring af de rettigheder, seksuelle minoriteter har. Men de seneste år har vist, at det ikke er nok for en organisation, der har udviklet sig til et stærkt ideologisk foretagende, som påberåber sig den sande verdensanskuelse. En verdensanskuelse, som vist mest bare er en anskuelse, eftersom den ikke har meget med verden at gøre.
Det er på høje tid, at virksomhederne er begyndt at forholde sig kritisk til organisationen efter i årevis at have sjosket ukritisk efter den farvestrålende vogn. Det næste bliver vel, at helt almindelige homoer også gør det. Medmindre Copenhagen Pride besinder sig og styrer sin trang til at begrave folk i invasivt, intersektionelt vrøvl, indsvøbt i selvgodhed og regnbueflag. Det kan man da håbe.