Da DR i 2014 viste Ole Bornedals tv-serie om nederlaget i 1864, sagde filminstruktøren, at den bare handlede om sorg og mennesker. Men det var der meget få, der hoppede på.
Serien, som dengang var danmarkshistoriens dyreste, blev hurtigt omdrejningspunkt for en intens debat om nationalisme og Danmarks krigsindsats, ikke i 1864, men i moderne tid, og både filminstruktøren og DRs daværende dramachef Ingolf Gabold blev beskyldt for at politisere og demagogisk forføre en forudsætningsløs ungdom til at tro, at Danmark både dengang og nu blev ledt i uføre af nationalistiske politikere.
Pia Kjærsgaard kaldte serien for »makværk«, mens historikere kaldte den for historisk vildledende, utroværdig og anførte det problematiske i, at krigen blev misbrugt til nutidig debat.
Et par år efter indrømmede Gabold i et interview med Politiken, at serien var tænkt som et slag mod Dansk Folkeparti, og at han havde ønsket »at bygge et bolværk mod den stadigt stigende sindelagskontrol, Dansk Folkeparti udøver«
En indrømmelse, der blev modtaget med behersket overraskelse af de kritikere, der længe havde beskyldt DR for at være »røde lejesvende«.
HER TI ÅR SENERE er meget forandret, og DR er nu på banen med endnu en tv-produktion fra midten af 1800-tallet. Denne gang handler det om Grundtvig, som nok er det menneske, der har haft størst betydning for, hvordan vi anskuer danskhed og derudover på vores folkestyre, folkekirke og forestillinger om dannelse.
Og for måske at undgå beskyldninger om politiserende fortolkninger har man truffet det valg at lade tv-serien forløbe i to spor: Et dramatisk om digterpræstens liv og et mere faktuelt, hvor tre historikere fortæller om mennesket og tænkeren Grundtvig, men knapt så meget om hans samtid.
Navnligt det sidste er tankevækkende, for det betyder, at vi overordnet får meget lidt information om den brydningstid, Grundtvig levede i og derfor heller ikke sat hans tænkning ordentligt ind i den idehistorisk kontekst, det tilhører. Det er som om, personen alene er konteksten.
For eksempel hører vi fra Katrine Frøkjær Baunvig, leder af Center for Grundtvigforskning, at Grundtvig var en festlig mand. At han gik i byen, var glad for øl og kortspil og gerne ville være en del af parnasset, men når hun siger, at han også ville præge sin samtid, klippes der videre til, at han ville være hip og en levemand. Det var næppe hans livsmission. Hvorfor ikke i stedet uddybe, hvordan han ville præge sin samtid?
Fordi personen Grundtvig først og fremmest skal etableres og beskrives i DRs fejringsportræt, men en mand som Grundtvig var samtidig så indvævet i sin samtid, at de to ikke meningsfuldt kan adskilles.
Selv om de tre historikere i korte klip forsøger at nuancere billedet af den kontrastfulde, revolutionerende og fritænkende Grundtvig, skraber de kun mod overfladen og anfægter heller ikke kritisk hans idéer om danskhed, ligesom den historiske kontekst reduceres til noget, der kan minder om et udkast til et guldaldermaleri.
Det er selvfølgelig også for meget at kræve, at en tv-produktion både skal give et fuldstændigt billede af en historisk periode, samtidig med at den portrætterer et af de mennesker med størst danmarkshistorisk betydning. Fravalg er nødvendige.
MEN DET MEST TANKEVÆKKENDE er nok, hvor meget serien adskiller sig fra tv-serien 1864, og hvor lidt et begreb som danskhed anfægtes.
Mens Bornedal mest var optaget af at fortolke historien ideologisk og gjorde personerne til skabeloner og danskhed til en karikatur, gør serien om Grundtvig samtiden til en skabelon og Grundtvigs ideer om danskhed forbløffende ukritiske og uideologiske.
Hvad skyldes det?
Et bud kan være, at vi ikke længere har det samme betændte forhold til ord som danskhed og fædrelandskærlighed, som det var tilfældet for 10 år siden. Dengang var det frikadellet og lidt pinligt at tale om danske værdier, og mange, ligesom Gabold og Bornedal, ville hellere være kosmopolitter og have globalt udsyn og anskue verden fra en lufthavn fremfor et »provinshul«.
Men den åndelige lufthavn synes ikke længere at være lige så tillokkende sted som tidligere, og de senere år er historiske personer som H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, J. C. Jacobsen og Henrik Pontoppidan blevet pudset af og gjort til ambassadører i en åndelig oplysningskampagne om kultur og danskhed.
Som Grundtvig understregede, er vi som mennesker ikke født på en tilfældig geografisk plet, men altid ind i en kulturel sammenhæng bestående af sprog, myter og historie.
Tv-serien om Grundtvig viser derfor, hvordan tiderne har ændret sig, og at der til begrebet danskhed i dag kan knyttes en stribe positive og endda opbyggelige værdier og ikke alene en problematisk nationalisme.
Den viser kort sagt, at begrebet danskhed er blevet stuerent.