For mange år siden spærrede jeg sammen med nogle hundrede andre muntert bistre unge mennesker en central bro gennem hovedstaden for trafik. Arm i arm blokerede vi de bilende københavnernes færd, og hektiske minutter gik. Jeg husker afmægtigt vrede ord bjæffet ud ad nedrullede vinduer.
Hvorfor vi gjorde det? Jo, vi var studerende, og vi ville have MER I SU, som et stort banner hen over de seks-otte kørebaner bekendtgjorde. Ingen af os sultede, de fleste havde småjob ved siden af studierne og supplerede med den SU, vi ville have mere af.
Selv gjorde jeg rent i et omsorgscenter for ældre medborgere, jeg husker tidlige morgener ved kælderdøren på centrets bagside, bag hvilken rummet med rengøringsartikler og gule gummihandsker befandt sig. Hver gang en kold uro, når jeg låste mig ind, og alarmen gik, for jeg kunne meget let ramme de fire cifre på kodelåsen forkert, som skulle få sirenernes skrig til at forstumme. Man var et lille nor fra landet frisk importeret til hovedstaden. Tænk, hvis politiet kom hidkaldt af alarmen.
Jeg var startet på universitetet med henblik på at dygtiggøre mig inden for sammenlignende sprogvidenskab, men tidsånden fik hurtigt tag i mig, og på den tid valgte man ikke, om man ville omstyrte det omkringliggende samfund. Opgaven bestod i at tilslutte sig den revolutionære bogstavkombination, som bedst kunne bringe nedbrydningskuglen i svingninger, så fortids møre mur kunne falde i ruin.
Der var, mente vi, en snedig usynlig sammenhæng mellem radikaliserede studentermasser på broen og arbejderklassens mest fremskredne lag ude i forstæderne. De to grupper tænktes bragt i nærkontakt, draget mod hinanden, erkendelsesmæssigt beriget på aktionserfaringernes frodige ager.
Det vidste bilisterne ikke noget om, eller de var ligeglade med aktionens avancerede dimension, sure blev de i hvert fald, men vi var beskyttet af ordensmagten, indtil denne beordrede os til at passere samtlige kørebaner.
Modsætningen mellem den stolte aktion på broen og min angst for, at alarmen ved omsorgscentrets dør kunne hidkalde Lovens Lange Arm eller en ukendt sikkerhedsvagt, registrerede jeg først langt senere.
NOGEN dybdepsykolog behøver man jo ikke være for at gennemskue, hvorfor den studentikost rethaveriske adfærd har givet mig en anstrengt relation til dagens aktionsmode. Den handler hyppigt om at spærre for færdsel, lænke sig til kunst, blokere adgangen til etablissementer med forkert menukort eller ridse køretøjer, som skønnes upassende omfangsrige.
Røgen fra egne i ungdommen brændte øjenbryn siver ubesværet gennem årtiernes filter og svier i næsen og får øjnene til at løbe i vand. I min ungdom var kapitalismen aktionernes mål, i dag skal klimaet reddes. Slægtskabet er tydeligt nok, af og til tænker jeg over, hvem der slår heftigst ud på den skala, som udmåler med selvretfærdighed sammensmeltet tåbelighed. Min ungdom? Dagens ditto?
Klimakrisen har ladet radikale tanker spire og gro, som ellers har levet et skyggeliv i det religiøse reservat. Ude i det virkelige liv har det til alle tider været sådan, at mennesket lever i kraft af udveksling med naturen. Tæmning, indhegning, udbytte og forfra igen.
Hvor der kun er natur, kan intet menneske overleve. Et maleri uden spor af menneskelig aktivitet vibrerer af grundangst og fortabelse, det spinkleste hjulspor over hedens lyng er en dobbeltstreg af håb.
Dette grundforhold søges vendt på hovedet, tilværelsens inderste ligning omsmeltes til sin modsætning. Hvor mennesket er, kan naturen ikke eksistere. Frem pibler tanker om en klode, hvor større og større arealer er befriet for mennesket. Vi er for mange, tænk, hvis vi var langt færre og lærte os forsagelsens lykke. Tænk, hvis vi slet ikke var her. Sikke lykkelige vi så kunne være.
AT så gold sæd kan finde jord at spire i, er let nok at forstå, for selvfølgelig blev det for meget med det hedonistiske fremskridt, som marcherede gennem vores del af verden, da jeg var knægt.
Det var en beruset fest. Op gennem 60erne og ind i 70erne fik vi rejecocktails i slanke glas, paprikakoteletter i fad, rødvin lækkert lunet på radiatoren, tv og tandbergbåndoptager. Ved festerne gik rygefadets dødsroulette rundt og rundt, de mest kække anskaffede sig Holmegaards Gilde-glas med lædersnoren, så man kunne hænge det om halsen og drikke, ryge, spise og danse på én gang.
Til sankthans brændte vi affald i mergelgrave. Ville ilden ikke fænge, kunne nogle skvæt spildolie få gang i bålet, og så røg ormædte brædder, udtjente køleskabe, aviser, fugtig halm, tømte giftdunke og madrasser til Bloksbjerg. Nedslidte dæk? Ind i flammerne. Når man med barnets fascination morgenen efter søgte tilbage til gravens rand for at studere de rygende ruiner, lå springfjedre og andet ubrandbart materiale tilbage.
Brændstoffet i opbygningen af den danske velstand med tilhørende velfærdsstat var olie derudefra, alt for billig olie, og først da de mellemøstlige sheiker skruede op for prisen for at få råd til deres juveler og næseringe, måtte vi skrue ned for blusset.
Festen var forbi, tømmermændene bankede på, lyset i dansesalen blev slukket, og gildeglassets snor lignede pludselig rebet i en galge. Den festlige opfindelse blev forlegent stillet ind på bageste hylde, hvor den fortsat samler støv. Med symbolsk akkuratesse gik glasset ud af produktion i 1973, oliekrisens år.
Staten kom med sine formaninger om lunkent brusebad, tykke lag af glasuld, forsatsruder, sokker og hjemmesko. Det var stadig meningen, at mennesket skulle have det nogenlunde godt, vi skulle ikke fordrives fra Paradis, vi skulle bare lære at opføre os ordentligt.
Sådan er det jo fortsat. Lidt færre flyrejser, lidt højere diger, lidt større skove, lidt mindre dyrkning på lavbundsjorde og især meget smartere opfindelser. Dyrt? Javist, bliver det dyrt, oprydning koster. Måske kan noget af regningen betales af lidt lavere SU.
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.